Fyrtårne i velfærdssamfundet – om at skabe succeser i en udfordret tid

I snart 15 år har kommunernes økonomi, af finanspolitiske hensyn, været sat under pres ved at skiftende regeringer i de årlige økonomiaftaler med Kommunernes Landsforening har fastlagt meget stramme servicerammer (det beløb som kommunerne får lov til at bruge på den løbende drift).


Af samme årsag har mange af velfærdssamfundets institutioner oplevet at blive udsat for løbende budgetstramninger. På fx skoleområdet har man derudover skullet gennemføre en skolereform med mange nye tiltag, ligesom man i stor udstrækning har forsøgt at inkludere udfordrede børn i normalklasserne.

Oven i det er næsten alle velfærdssamfundets kerneområder udfordret kraftigt i forhold til at rekruttere faguddannet personale.

Det kan godt give et indtryk af, at det må være nærmest umuligt at skabe kvalitet og effektivitet i den offentlige velfærdsproduktion.

Samtidig ser man som borger, hvordan der flere steder i det offentlige er eksempler på en styrings- og ledelseskultur, hvor problemer med at performe og levere er blevet fortiet eller undertrykt. Der var inspektionsskibene ved Grønland som sejlede i 15 år uden, at kanonerne kunne skyde. Der var tarmkraftbehandlingen i Region Midt, hvor rapporteringer af ventetider måske var formelt korrekte, men i hvert tilfælde reelt skjulte, hvor skidt det stod til. Eller som professor Jørgen Grønnegård Christensen konstaterer i hans analyse af mere end 10 års skandale med at opbygge en ny skatteorganisation (fra bogen “Overmod og afmagt”, 2018), så synes der at være en udpræget tilbøjelighed med at dølge implementeringsproblemerne når de først er erkendt.


Selvom velfærdsområderne er presset og vi indimellem ser dårlige sager, så møder rigtig mange af os heldigvis også velfærdsmedarbejdere, som hver dag møder og leverer et godt stykke arbejde. Indimellem ser man oven i købet fyrtårne, som skaber helt ekstraordinære resultater.

Det skaber nysgerrighed, så derfor har vi på tre temaaftener inviteret en leder, til at fortælle om, hvordan de trods tilsyneladende hårde odds, er lykkedes med at skabe noget ekstraordinært.


Alt kan selvfølgelig ikke løses gennem god og stærk ledelse, men gennem de tre foredrag vil vi gerne prøve at lære noget om, hvordan fokus og dialog fra politikerne ned gennem systemet og fra institutionslederne og op gennem systemet har betydning for faglighed og kvalitet i velfærdsstatens kerneydelser.


Hver temaaften indledes med et oplæg af den aktuelle leder. Lederen vil fortælle, hvordan det er lykkedes hende eller ham at skabe en velfærdsinstitution med høj kvalitet. Hvordan institutionens ressourcemæssige ramme er og hvordan det lykkes at få ressource og kvalitet til at hænge sammen. Hvordan faglighed af høj kvalitet kan blive et fælles fokus og skabe fælles retning for ledere og medarbejdere. Lederen vil desuden give sit bud på, hvad det er, at kommunalpolitikerne, institutionsbestyrelser og kommunens topledere skal interessere sig for, spørge ind til og understøtte, hvis man vil lære af fyrtårnene.


I forlængelse af lederens oplæg vil en officiel opponent udfordre og gå i dialog med oplægsholderen.

På den sidste del af aftenen vil tilhørerne desuden få mulighed for at gå i dialog med oplægsholderen, ligesom der vil være mulighed almindelig debat på tværs.    


Tingbjerg skole – Mønsterskole i tidligere ”ghettoområde” ved Marco Damgård


Mandag d. 24. februar 19.00 – 21.30 på VUC i Roskilde.
Tingbjerg skole er placeret midt i det tidligere ”ghettoområde” Tingbjerg. Marco Damgård har været leder af skolen siden 2017. I den periode er skolen blevet det naturlige valg i området, med et elevtal som i kraft af tilvalg er vokset med 50%. Samtidig er det nu 97% af 9. klasses elever, der kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Det er klart over landsgennemsnit på 86% og langt over de 63% som skolen tidligere lå på.
Sammen med Marco Damgård vil vi forsøge at blive klogere på, hvordan man kan skabe en udvikling med stærkt fokus på skolens kerneopgave og på, hvad kommunalpolitikere, skolebestyrelser og forældre kan lære, hvad de skal spørge ind til, hvor skal de sætte deres fokus, og hvad kan de understøtte med for at fremme velfærdsinstitutioners faglige præstation.

Troldehøj – Hvordan en integreret institution greb en mulighed og rykkede kraftigt på den pædagogiske kvalitet.  


Mandag d. 10. marts 19.00 – 21.30 på VUC i Roskilde.

I 2021 blev Helsingør Kommune, som en del af regeringens velfærdsaftale om frisættelse, udpeget som projektkommune på dagtilbudsområdet. Ved at blive projektkommune blev der skabt et fokus og en forventning, men institutionerne måtte selv finde ud af, hvad det skulle bruges til.
Trollehøj har brugt anledningen til systematisk at arbejde med pædagogisk forberedelse. Det har bl.a. resulteret i meget flotte tilsynsvurderinger og tydeligt målbare forbedringer af børnenes sproglige udvikling.

Institutionsleder Vibeke Pedersen vil sammen med dagtilbudschef Helene Horsbrugh fortælle om, hvordan Trollehøj har skabt et stærkt fokus på faglighed i den daglige indsats. De vil desuden give deres bud på, hvilken form for forventning, fokus, dialog og understøttelse, der skal være fra politikere og topchefer ud til institutionerne samt nedefra og op igen for at løfte velfærdsinstitutioners faglige præstation.

Selvstyrende tværfaglige teams er centrale i den nye ældrelov, men hvordan sikres, at det ikke ender som et modelune uden at gavne borgerne?   


Mandag d. 24. marts 19.00 – 21.30 på VUC i Roskilde.
Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE), har i 2024 evalueret 25 puljeforsøg med faste, tværfaglige og selvstyrende teams, som blev sat i gang i 2022. Det viser, at der er stort potentiale i det, men også, at det ikke er gjort med en organisationsændring og en trylleformular.
Et sted, hvor det i flg. VIVE er lykkedes et godt stykke er i Tårnby Kommune, hvor Tina Warming som distriktsleder har stået for projektet. Tina der nu er leder i Rødovre Kommune vil fortælle om hendes erfaringer med etablering af tværfaglige teams. Om hvordan det løbende kan lykkes SOSU’er, sygeplejersker og visitationen at have et fælles billede af borgernes behov, resurser og udfordringer. Hvordan det er lykkedes at nedbringe antal forskellige medarbejdere som borgeren får besøg af, at nedbringe medarbejdernes sygefravær, brugen af vikarer og at øge medarbejdertilfredsheden betragteligt.
Tina vil også komme med sine overvejelser om, hvad de nye rammer og den nye organisering betyder i en tid med et voksende antal ældre og stram økonomi. Desuden vil hun komme med sit bud på, hvad det kræver for, at kommunalpolitikere, borgere, pårørende og ældreorganisationer fremover kan få en brugbar samtale om kvalitet og plejeniveau.

Vi anbefaler at du tilmelder dig et samlet forløb med tre temaaftener og en temalørdag